På denne vandretur får du tid og ro til at blive ladet op af naturens ro og skønhed, samt mulighed for at reflektere over året der gik, og hvilke ønsker du har for året, der kommer.
Vi slutter stillevandringen af med bålhygge og fælles snak.
Sted
Køge Ås
Tidspunkt
Lørdag d. 9. januar 2021 kl. 12.30 - ca. 16.00
Pris
350 kr. for guidet tur og forplejning
Længde
Ca. 4 km i let ujævnt terræn
På stillevandringen på den smukke Køge Ås er der ingen krav til dig.
Du kan bare slappe af, nyde naturen og få ro i krop og sind.
Det er netop, når der er tid og ro og hjernen kan slappe af, at du kan gøre dig tanker om de vigtige ting i livet og at de gode ideer kommer af sig selv.
Vi mødes kl. 12.30 og går derefter omkring 2,5 time på Køge Ås. Vi går i stilhed – men undervejs vil jeg guide en enkelt naturmeditation samt læse korte tekster op, som lægger op til eftertanke og inspiration til dit liv.
Omkring kl. 15 tænder jeg op i bålet, og vi får noget varmt at drikke og lidt at spise, mens vi varmer os omkring bålet. Vi har en fællessnak om dagens tur og egne reflektioner. Man byder ind i det omfang, man har lyst!
Vi bryder op ved solnedgangen kl. 16 og er forhåbentligvis blevet klogere på, hvilket fokus vi hver især gerne vil have i år 2021; hvad enten det er oplevelser, socialt samvær, arbejdsmæssige mål, prioritering af tid, noget nyt du gerne vil lære, eller noget helt sjette.
Tidspunkt
Lørdag d. 9. januar 2021 kl. 12.30 – 16.00
Anmeldelser
Det var bare en fantastisk oplevelse – man fik tiden til at reflektere, til bare at være til stede, men også til at undres og tage noget med hjem til videre refleksion. Rigtig god ide med den lille bog og bålhyggen var så fin.
Henriette
Virkelig skøn stille vintervandring jeg var med til i Køge.
Rigtig fint arrangeret og frihed til at være lige der hvor man er.
Vil helt klart anbefale Klintetours.
Lea
Tusinde tak for en rigtig rar og indsigtsfuld eftermiddag sammen. Hvor var det en skøn oplevelse. Tak!
Marianne
Det var meget dejligt at være med på din stille vandring i lørdags i Boserup. Virkelig dejlig oplevelse, der satte mange tanker i gang, trods kolde tæer og fingre, selvom du gjorde dit til, at vi kunne holde varmen med bål og varme drikke. Tak!
Annemette
Endnu en gang en fornøjelse at deltage på din stille vintervandring.
Sys
Pris og billet
Turen koster 350 kr. og inkluderer guidet tur, varme drikke og snacks, lån af tæppe og underlag samt en notesbog og pen til egne refleksioner.
Der er tilmeldingsfrist d. 4. januar.
Mødested
Parkeringspladsen til Køge Ås på Salbyvej 23, 4600 Køge
Guiden medbringer til alle
- Kopper
- Siddeunderlag og tæpper
- Notesbog og blyant
- Forplejning
Du skal medbringe
- En rygsæk til at bære dit siddeunderlag, tæppe og notesbog
- Noget af drikke på vandreturen
- Hvis der er sne eller er isglat, så overvej at medbringe en vandrestav eller skistav for ekstra støtte.
Påklædning
“Uld er guld” – siger nordmændene. “Dun er lun” siger jeg.
Med uld og/eller dun kan du nemmest holde dig varm på vores stillevandring. Tag gerne flere tynde lag tøj på (lag-på-lag-princippet), for så kan du nemmest justere hvor meget tøj du skal have på ift. at du hverken får det for varmt eller koldt.
Vær forberedt på at tøjet kommer til at lugte af røg fra bålet.
Et par gode vandtætte støvler med grov sål er gode at have på fødderne.
Antal deltagere
Turen gennemføres ved minimum 5 tilmeldte.
Der er plads til max 15 deltagere – eller 9, hvis der er forsamlingsforbud på over 10 personer.
Handelsbetingelser
Klik her for at læse Klintetours handelsbetingelser