Denne vandretur er til dig, som vil fordybe dig en hel dag ved Stevns Klint i, hvordan du kan have en bæredygtig hverdag.
Sted
Stevns Klint
Dato
Lørdag d. 5. september kl. 9.45 – 17.45
Pris
550 kr. for vandretur med guide, naturbaserede refleksionsøvelser og fuld forplejning.
Eksklusiv leje af Donkey Republic cykel.
Længde
5 km cykling
15 km vandring
Da jeg vandrede på Caminoen holdt jeg meget af den vekslen, der var mellem at have interessante og sjove samtaler med andre pilgrimme og så gå alene i stilhed med tid og ro til eftertanke.
Min motivation for at gå på Caminoen var, at jeg havde brug for en tænkepause efter flere år med stress. Det var tid til at gøre noget andet, så jeg kunne få en hverdag, hvor jeg trivedes.
På denne vandretur veksler vi også mellem fællesskab og fordybelse. Mellem oplevelser, der gør dig klogere på naturen og historien langs Stevns Klint; og oplevelser, der gør dig klogere på en bæredygtig hverdag.
Jeg er igang med en master-uddannelse i naturbaseret sundhedsfremme, og du vil i løbet af dagen prøve naturbaserede øvelser, der kan igangsætte refleksioner over dine muligheder for at at leve en bæredygtig hverdag, hvor både du, familien, klimaet og jeres økonomi trives.
Målet er, at du bliver inspireret, reflekteret og motiveret til nogle mindre forandringer, som er meningsfulde for dig.
Program
Vi mødes på Store Heddinge Station. Her står der en Donkey Republic cykel til os hver, og vi cykler de ca. 5 km hen til Stevns Klint trampesti.
Inden vi vandrer mod Rødvig, tankes vi op med mad og inspiration hos Pia, som ejer Urtopia Frilandsurter. Pia har gjort op med sig selv, hvad en bæredygtig hverdag er for hende: Hun trives, når hun går med rumpetten i vejret og dyrker økologiske urter med kvalitet og smag samtidig med at det er meningsfuldt at bidrage til at en verden i økologisk balance. Vi hører om hendes gartneri og visioner på en tur gennem markerne og afslutter med at smage hendes kvalitetste af egne urter.
Herefter påbegynder vi den ca. 15 km lange vandretur på Trampestien langs Stevns Klint.
Vi skal nyde naturens skønhed: Den rå klint, de lange udsigter over Østersøen, viber og vandrefalke… og ikke mindst stilhed! Trampestien er stort set uforstyrret ift. trafik og mennesker. Aaaah!
Under vandreturen vil der være naturbaserede refleksionsøvelser samt fortællinger om naturen og kulturen.
Noget af tiden vil vi gå i stilhed, men vi skal også sludre, sparre, reflektere og hygge i fællesskab – med afstand om nødvendigt pga. Corona.
Ved Stevns Fyr spiser vi frokost.
Om eftermiddagen er der kaffe, the og sød snack.
Vi ankommer til Rødvig Station omkring kl. 17.45, hvor vi tager hjertelig afsked med hinanden.
Du kan tage toget tilbage til Store Heddinge eller slentre en tur på havnen og spise en is eller gå på café eller restaurant. Der er også flere dejlige steder at overnatte, hvis du komme endnu mere ned i gear. Se forslag nederst på siden.
Natur- og kulturoplevelser undervejs
- Stevns Fyr
Fantastisk udsigt over Stevns og helt til Sverige. - Stevns Klint
Klinten er optaget på UNESCO´s liste over verdensarv. Optagelsen skyldes, at et tyndt lag af fiskeler fortæller historien om, hvordan en asteroide for 66 millioner år siden ramte jorden og udslettede dinosaurerne og mange andre dyrearter.
Vi skal naturligvis se fiskeleret og høre mere om denne dramatiske del af verdenshistorien. - Højerup Gamle Kirke
Kendt for at kirkeskibet er styrtet i havet. Her er en helt speciel stemning, som får brudepar fra hele verden til at valfarte hertil for at holde deres romantiske bryllup. - Boesdal Kalkbrud
Det tidligere brud har efterladt et måneagtigt landskab med en spektakulær, kæmpestor pyramide i midten.
Guide
Anne fra Klintetours er din guide på turen og hun er dedikeret til at give mennesker gode oplevelser i naturen, hvor hovedvægten er på ro, velvære, hyggeligt samvær samt samhørighed med naturen.
Anne er specialist i sundhed i naturen og har selv måtte give sit liv et eftersyn, da hun blev sygemeldt med stress.
Anne har boet på Stevns i 13 år og elsker at der er ro, højt til himlen og en uhøjtidelig stemning.