Denne gourmetvandring er for livsnydere, der ønsker appetitten stillet med stevnske specialiteter og delikatesser serveret i storslået natur med panoramaudsigt til klint, hav og himmel!
Sted
Stevns Klint Trampesti.
Vi går fra Rødvig til Stevns Fyr.
Datoer
Lørdag d. 12. september 10.30 - 17.30
Pris
995 kroner
Længde
9 km
Blot en 1 times kørsel fra København ligger den lille, hyggelige fiskerby Rødvig. Her starter vores ca. 9 km gourmetvandring.
På havnen vil din guide, Anne Rosell Holt, give dig en varm velkomst og introducere dig til skønne Stevns, mens du nyder den første smagsoplevelse.
Herefter vandrer vi ad den fredfyldte Stevns Klint trampesti. Der er fantastiske udsigter til klintens bratte skrænter og over Østersøen.
I Boesdal Kalkbrud har den passionerede kok Jens Hansen fremtryllet en fantastisk frokost baseret på dagsfriske råvarer fra stevnske producenter. Jens arbejder intuitivt og kreativt med sæsonens råvarer, hvorfor frokosten vil variere fra tur til tur. Nedenfor er menuen for 12. september 2020.
Vi går videre henover det underjordiske Stevnsfort, som under Den kolde Krig skulle forsvare frontlinjen mellem Øst og Vest. Efter Anne har givet dig en levende fortælling om fortet går turen videre i stilhed en times tid. Når du forkæler dig selv med ro og nærvær med naturen, kan du opleve en helt særlig fredfyldthed indfinde sig i kroppen og hovedet.
Foto: Dorte Færch
Næste store oplevelse venter i Højerup. Stevns Klint er udpeget af UNESCO til Verdensarv på linje med fx Great Barrier Reef og Pyramiderne. Titlen som Verdensarv skyldes, at et tyndt lag af fiskeler i klinten fortæller historien om, hvordan en asteroide for 66 millioner år siden ramte jorden og udslettede dinosaurerne og meget andet liv. Flere dramaer har dog udspillet sig på dette sted, hvilket den halvt nedstyrtede Gl. Højerup kirke vidner om.
Mens Anne gør dig klogere på fiskeler, kirken og vikingen Stævn smager du gudernes visdomsdrik: Mjød.
Vandreturen ender med panoramaudsigt over Stevns og Øresund fra toppen af Stevns Fyr samt en sød afslutning.
En bus transporterer os tilbage til Rødvig, hvor vi mætte af oplevelser tager hjertelig afsked med hinanden.
Mål med turen
Gourmetvandringen er en feel good-tur med fokus på, at du:
- oplever Stevns Klints storslåede kystlinje og historie samt stilheden
- får nydelsesfulde smagsoplevelser baseret på råvarer og specialiteter fra Stevns
- samlet set får en unik kvalitetsoplevelse med imødekommende værter fra Stevns
Tak for en helt igennem sanselig, smagfuld og mindeværdig dag i trygge hænder hos tryllekunstneren Jens og historienørden Anne. Det lød dyrt på forhånd – og billigt, da vi kom hjem, glade og mætte på oplevelser og smagen af Stevns.
Jesper
Dine værter på turen
Jens og Anne glæder sig til at byde dig velkommen på skønne Stevns
Anne Rosell Holt
Anne fra Klintetours er din guide på turen og hun er dedikeret til at give mennesker gode oplevelser i naturen, hvor hovedvægten er på ro, velvære, hyggeligt samvær samt samhørighed med naturen.
Anne har boet på Stevns i 13 år og elsker at der er ro, højt til himlen og en uhøjtidelig stemning.
Jens Hansen
Jens har en kæmpe kærlighed til mad og køkkenet er hans legeplads. Han arbejder intuitivt og kreativt med de råvarer, som sæsonen byder på, hvorfor hans menuer altid er unikke til det enkelte arrangement. Råvarerne og specialiteterne køber han hos stevnske bondemænd, avlere og mikrobryggerier. Hermed knyttes der lokale historier til al den mad, han tilbereder. Han elsker at give folk en helt særlig oplevelse til kulinariske events.
Klik her for at se en kort film fra da han lavede gourmet i undergrunden på Stevnsfortet
Jens har også været ”huskok” i Silles hus på Tv2 Øst.
Jens laver rigtig god mad. Jeg kan godt lide hans impulsive måde at lave mad på. Han elsker at eksperimentere og bruger urter fra naturen, så der var meget velsmagende overraskelser i menuen.
IngridJens mad kommer fra Stevns og man fornemmer respekten for de stevnske råvarer iblandet en eksperimenterende legesyge, der giver en en oplevelse af gourmetagtige dimensioner.
* Pate lavet af frilandsgrise, der har trasket i den stevnske muld, frækt serveret i portionsanrettede, dåseagtige beholdere.
* Saft lavet af stevnskirsebærret vokset på træer med rødder ned til den stevnske kalk.
* Røget laks, der har haft et frit liv i Østersøen , på rygeost.
* Stevnsk øl brygget på lokal humle.
Alt anrettet smukt på et veldækket bord.
Tak for en unik oplevelse.
Birgit
Dato
- Lørdag d. 12. september 2020 klokken 10.30 – ca. 17.30
Pris
995 kroner for 7 timers guidet vandretur med 4 smagsstop med stevnske specialiteter og delikatesser tilberedt af gourmetkok.
Meget veltilrettelagt og spændende tur med en meget engageret og levende fortælling om stevns. Spændende at høre historien om fiskeleret. Helt klart en tur vi kan anbefale. Maden var veltillavet, spændende og lækkert.
Palle og Vibeke
Handelsbetingelser
Det er Klintetours, som er arrangør af turen.
Klik her for at læse Klintetours handelsbetingelser
Børn under 13 år og hunde kan desværre ikke deltage på denne tur.
Klintetours følger statens anbefalinger i forhold til Corona-virus. Anbefales det at aflyse arrangementer som dette, får de tilmeldte alle pengene tilbage.
Praktisk info
Start – og slutsted
Rødvig Havn, Havnepladsen 3, 4673 Rødvig.
Vi mødes ved turistinformationen, som ligger ved siden af Café Marina.
Klik her for at se kort over havnen
Turens længde og terræn
Gourmetvandringen er ca. 8-9 km og vi går på Stevns Klint trampesti. Turen og terrænet er ikke krævende, men du skal have en rimelig fysik og balance for at kunne deltage.
Toiletter
Der er toiletter i Rødvig, Boesdal, Højerup og ved Stevns Fyr.
Mad
Jens tilbereder gerne vegetariske retter samt tager hensyn til allergier. Oplys om dette ved tilmelding.
Beklædning
Vi går i åbent terræn, så hav tøj på der beskytter mod sol, nedbør og blæst. Husk solbriller – lyset kan være skarpt.
Det er vigtigt, at du har gode sko at gå i.
Frokosten nydes under åben himmel på dage med sol, mens vi i tilfælde af regn og blæst søger ly i de rå bygninger, der står tilbage fra dengang Boesdal var et aktiv kalkbrud.
Offentlig transport
Du kan komme med S-tog og regionaltog til Køge, hvor du skifter til lokaltoget, der kører til Rødvig. Der er 5 minutters gang til Rødvig Havn.
Parkering
Der er gode parkeringsmuligheder ved Rødvig station og Flintovnen. Klik her for at se kort over Rødvig og havnen.
Aflysning af turen
Turene aflyses normalt ikke pga. vejret – undtagelser herfra kan være vejrprognoser, der melder om kraftig heldagsregn, skybrud eller tordenvejr.
Annullerer Klintetours turen pga. vejret eller for få tilmeldte, meddeler vi dig dette nogle dage før og tilbagebetaler hele det indbetalte beløb.
Spørgsmål
Kontakt Anne på anne@klintetours.com eller på tlf. 60 69 69 00
Oplev mere af skønne Stevns
Få sjælen endnu mere ned i gear ved at forlænge dit ophold på Stevns.
Oplevelser
Dine værter kan anbefale følgende fantastiske oplevelser:
- Guidet tur ned i det underjordiske Koldskrigsmuseum Stevnsfortet
- Slentretur på havnen i Rødvig og besøg i de lokale kunstneres hyggelige gallerier.
- Sejltur langs Stevns Klint (Starter i sommeren 2020)
- Skovtårnet, som netop er kåret til et af verdens 100 bedste steder at besøge (Ligger i Faxe Kommune)
- Gåtur i Vallø slotspark og gourmetmad på Vallø Slotskro
Klik her og få endnu mere inspiration til oplevelser på Stevns
Vallø Slot
Overnatning
Du kan overnatte flere skønne steder på Stevns. Dine værter anbefaler:
- Rødvig Kro & Badehotel (Danmarks Bedste Badehotel år 2020)
- Konference og Hotel Klinten
- Rødvig Ferieby
- Vemmetofte Præstegård
- Klintegården B&B
- Vallø Slotskro
- The Norrmans