Vild
natur &
smukke
udsigter!
Efter kun 1 times kørsel i bil fra Øresundsbroen kan du vandre i Söderåsen Nationalpark.
I efterårsferien nød jeg mange gode vandreture i de smukke efterårskove i Söderåsen Nationalpark, som virkelig er en naturperle i Skåne-regionen.
Jeg kan kun anbefale alle at tage et smut over Øresund og her kommer en række tips til din tur.
Højdepunkter
Söderåsen har både dramatiske klippeformationer, dybe dale og frodige skove. Naturen er både alsidig og smuk, og der er mange og velmarkerede ruter, som egner sig både til børnefamilier, naturelskere og eventyrere.
Her er nogle af de højdepunkter, du kan opleve i Söderåsen national park:
Udsigtspunkter
De naturskabte klippeformationer åbner op for spektakulære udsigter.
De mest berømte er “Kopparhatten”, “Lierna” og “Hjortesprånget”.
Udsigten fra Kopparhatten mod Skärdammen
Jeg beundrer udsigten og farverne ved Lierna
‘Hjortsprånget’ har fået sit navn efter en tidligere jagtmetode, hvor man drev hjortevildtet ud på denne klippeafsats, hvor det af frygt for jægerne til sidst sprang ud over kanten.
Det er et markant fremspring, hvor der er stort fald på alle sider. Jeg blev lettere udfordret på min højdeskræk, sååååå… hvad billedet ikke viser er, hvordan jeg kravlede derud lettere bævende.
Hjortspånget er smal med bratte fald
Sikke en udsigt, hvis man vover sig derud!
Søerne
Den mest berømte af søerne er Odinsjön. Søen er næsten helt rund og cirka 20 meter dyb. Ifølge myterne så er det Odins mistede øje og den er dyb, som Odins visdom. Omkring Odinsjön tårner skrænterne sig 30 meter op, så det giver området en helt særlig karakter.
En anden sø er Skärdammen, som ligger i området omkring nationalparkens besøgscenter. Så her der er toiletter, borde-bænke-sæt og grille.
Jeg var så heldig at komme forbi søen Härnäsdammarna på en helt vindstille efterårsdag, hvilket skabte et så smukt sceneri, at jeg fik en lille tåre i øjenkrogen lige der på bænken.
Härnäsdammarna
Svampe og bærplukning
Hvis du besøger området om efteråret, kan du formentlig finde mange svampe og bær i skovene.
Du skal dog være OBS på, at området nu er så velbesøgt, at naturen bliver negativt påvirket af de mange besøgende, og naturvejlederne nu henstiller til, at du i højere grad bliver på stierne.
Men der er faktisk mange andre naturområder i nærheden, som er knap så velbesøgte, så læg gerne din svampejagt der istedet.
Vi fandt fx mange svampe i området omkring Fulltofta Naturcentrum, som ligger cirka 30 minutter i bil fra Söderåsen. Dette område har også naturcenter, café og mange vandrestier.
Vandrestier på Söderåsen
Söderåsen Nationalpark har et omfattende netværk af vandrestier, der spænder fra korte ture til længere vandringer. Uanset om du er nybegynder eller en erfaren vandrer, er der stier, der passer til dig. Du kan udforske dybe skove, åbne enge og fuglerige vådområder.
Nationalparken har et naturrum ved Skäralid, hvor du kan få en masse information om parken og få kort over vandreruterne.
Kortet ligger også digitalt, så du kan printe hjemmefra. Tryk på billedet for at få en pdf-fil.
Hvis du har mod på en længere vandretur, så går Ås til Ås-leden igennem Söderåsen nationalpark.
Den er 162 km lang og der er forslag om at tage den i 15 etaper.
Hvordan kommer jeg til Söderåsen?
Parken ligger cirka 90 kilometer fra Øresundsbroen. Det er nemt tilgængeligt med bil og der er gode parkeringsmuligheder.
Kommer du med offentlig transport er der busser, som holder både ved Röstänga og ved Skäralid. Du kan finde afgange på Skånetrafikkens hjemmeside.
Mere information om Söderåsen Nationalpark
Nationalparken er en god hjemmeside, hvor du kan finde meget mere information om overnatningsmuligheder, aktiviteter, osv.
Efterårsferien – et ekstra godt tidspunkt
Svenskerne har ikke efterårsferie samtidig med os danskere. Derfor er dette et særligt godt tidspunkt at besøge landet, da der ikke er så overrendt på de populære turistdestinationer. Vi mødte faktisk flest danske børnefamilier på stierne.
Overnatningen var også prismæssigt i lav-sæson.
Og så var der jo SIMPELTHEN så smukt med løvet i de gyldne farver.
Jeg håber, at du blev inspireret til en vandretur i det skønne Skåne
Med venlig hilsen
Anne