Få levende fortællinger om Stevns Klint sammen med den engagerede, lokale guide Anne.
Sted
Stevns Klint v/Højerup
Tidspunkt
Mandag d. 18. april 2022 (2. påskedag)
kl. 13.00 -15.00.
Pris
195 kr. pr. person inkl. 1 øl eller most
Længde
Ca. 3 km.
Stevns Klints dramatiske historier
Den største katastrofe på Jorden
Når du står foran Stevns Klint, kigger du ikke kun på en 41 meter høj, hvid væg af kridt og kalk.
Du kigger også på et vidnesbyrd om en katastrofe uden lige. En katastrofe, der ændrede verden for altid.
For ca. 66 millioner år siden blev jorden ramt af en kæmpe asteroide. Det var en fuldtræffer med en energiudladning svarende til mange millioner store atombomber.
Dinosaurerne og mere end halvdelen af Jordens dyrearter blev udslettet.
Vidnesbyrdet om katastrofen findes i et af klintens lag; det lag, som kaldes Fiskeleret. Laget er mørkt, og indeholder rester fra asteroidens nedslag.
Ingen steder i verden ser du fiskeleret bedre end her, og derfor har UNESCO udpeget Stevns Klint som verdenarv.
Indrømmet – at se selve Fiskeleret har lige så stor wow-effekt som Den lille havfrue – med mindre du er geologi-nørd.
Men du skal nok komme hjem med en wow-oplevelse.
Anne vil levende udfolde historierne om livet før og efter katastrofen – samt tage dig med tilbage i tiden til den dag katastrofen indtraf.
Det sætter dit eget liv i perspektiv og du går herfra med en forståelse for, hvor heldig du er!
Nedstyrtet kirke og sunkne skibe
Katastrofen med asteroiden er dog ikke den eneste katastrofe, der har udspillet sig ved Stevns Klint.
Højerup Gamle Kirke og kirkegården er delvist styrtet i havet og mangen en sømand har lidt en grum skæbne i Østersøens dyb.
Skibssejladsen i Østersøen blev dog gjort mere sikker med byggeriet af Stevns Fyr, som ligger på kanten af klippen og sender sine stråler ud over havet.
Ved Stevns Fyr nyder vi en kold, lokalbrygget øl eller en lækker æblemost fra Engvang Frugt inden vi går retur til Højerup.
Foto: Tage Klee
Øl fra Stevns eget lokale bryggeri
Din lokale guide Anne
Anne Rosell Holt har boet på Stevns i 14 år og elsker at der er ro, højt til himlen og en uhøjtidelig stemning.
Anne har guidet ved Stevns Klint i et par år og bliver hver eneste gang stadig grebet af historierne, udsigten, lyset og stemningen på dette enestående sted.
Denne kærlighed til Stevns Klint vil du tydelig kunne mærke under formidlingen.
Anne er partner med Stevns Klint UNESCO Verdensarv.
Billet
Den guidede tur inkl. 1 øl eller most koster 195 kr.
Tilmeldingsfrist: dagen før kl. 10.
Handelsbetingelser
Praktisk info
Startsted
Stevns Klint v. Højeruplund, Højerup Bygade 39, 4660 Store Heddinge
Vi mødes ved skiltet, som er på billedet nedenfor, som ligger lige op af p-pladsen.
Slutsted
Vi slutter samme sted.
Vi kommer til at gå fra Højerup til Stevns Fyr og retur. Alle historierne fortælles på udturen, så hvis du ønsker at gå videre ad Stevns Klint trampesti eller få kaffe og kage hos Mad & Ro, kan du springe fra ved Stevns Fyr og selv gå retur senere.
Parkering
Der er gode parkeringsmuligheder ved Højeruplund.
Det koster 40 kr. at parkere, hvilket går til at Selskabet Højeruplund vedligeholder området.
Offentlig transport
Du kan komme med S-tog og regionaltog til Køge, hvor du skifter til lokaltoget, der kører til Rødvig.
Fra Rødvig til Højeruplund kan du enten
- Bestille taxi eller flextrafik/plustur.
Klik her for at se taxi-firmaer på Stevns
Klik her for at læse om Flex-trafik og Plustur og hvordan du bestiller. - Cykle på en Donkey-bike, som udlejes fra Rødvig Kro.
Klik her for at læse mere om cyklerne
Jeg anbefaler dig, at downloade app´en på forhånd samt få oprettet dig som bruger. Så er du klar til at køre med det samme. - Gå fra Rødvig til Højerup ad Stevns Klint Trampesti. Der er ca. 7 km.
Toiletter
Der er toiletter i sidebygningen til Traktørstedet Højeruplund samt ved Stevns Fyr.
Frokost
Er du sulten før turen byder Stevns på en række skønne spisesteder og Anne kan anbefale:
- Mad & Ro ved Stevns Fyr
- Traktørstedet Højeruplund, hvor vi starter og slutter
- Rødvig Kro og Badehotel